Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Natur og udeliv

Natur og udeliv byder på masser af læring

Vi tilstræber at være meget ude, idet børnene hermed får større mulighed for fysisk udfoldelse – klatre, cykle, råbe løbe og lege m.v. de oplever friheden og rummet, som naturen har at byde på. De får kendskab til vind og vejr, og de oplever glæden og nødvendigheden af at tage del i daglige praktiske gøremål, som blandt andet at passe og fodre dyrene.

 

Aktiviteter på legeplads giver plads til bevægelse

På legepladsen er der et bredt udsnit af læringsmiljøer, som giver plads til bevægelse og brug af sanser. Der er både plads til den stille fordybelse i sandkassen, huler eller på tæpper med en bog eller lignende, og til de vilde lege. Vi arbejder ud fra devisen ”hellere hul i hovedet end hul i udviklingen”, og med det sagt, får børnene lov til at klatre i træer og få jord under neglene. Børnenes egne udfordringer såsom at klatre i træer er af stor betydning for deres oplevelse af egen formåen – det må gerne opleves som værende ”farligt”.

Ofte har vi også gang i vores bålplads, hvor vi ind imellem laver mad. Hvert år er der flere familier, der afleverer deres ”brugte” juletræer, til stor gavn for børnene. Juletræerne bliver brugt til at pynte med spande og skovle, de bliver brugt til at bygge huler og gemmesteder og bare at lege med. Når juletræerne er godt brugte og tørre, saver børnene, sammen med de voksne, træerne op, og de bliver til slut brændt på bålet.

Der arbejdes ligeledes med forhindringsbaner, balance, ”kroppen på toppen” og mange andre motoriske aktiviteter. Vi har også stor glæde af vores nærmiljø, hvor der er fjord, hav, bunkere, shelter, skov og et dejligt stisystem i naturen.

En tilbagevenden aktivitet er krible krable. Vi studerer insekter gennem lup, undersøger, hvad det er for insekter, hvad de spiser, og hvordan de lever.

 

Køkkenhaven giver viden om fra jord til bord

Hvert år har vi et køkkenhaveprojekt, hvor børnene er aktive i at så, luge, passe, høste og senere sylte, stege og koge vores grøntsager, bær og blomster. Her videregives blandt andet kendskab til og viden om fra frø til grøntsag, fra jord til bord.