Kendskab til familien giver tryghed for barnet
I Østerladen er vi af den overbevisning, at det ikke kun er barnet vi modtager i en opstart, men familien. Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere, så opstarten i Østerladen skal bære præg af en gensidig tillid, anerkendelse og forventninger til hinanden om, at vi med fælles interesse og indsats kan skabe et indholdsrigt børnehaveliv for barnet.
Når familien starter i Østerladen
Cirka en måned før, at et barn skal starte, sender vi et velkomstbrev til familien. I brevet står der, at forældrene skal kontakte os, så der kan aftales en velkomstsamtale inden opstart. Ved denne samtale sikres det, at forældrene får indsigt i, hvad det vil sige at gå i børnehave, forældrene informerer om familien, der udveksles praktiske informationer, og den videre opstart planlægges. Det er vigtigt for os i Østerladen, at gøre forældrene til aktive medspillere i overgangen, og da alle børn er forskellige, skal overgangen til enhver tid afstemmes barnets behov. Det sker i et tæt samarbejde med forældrene.
Når familien starter, vil de, så vidt muligt, blive modtaget af én af de to voksne, som er primære personer på den gruppe, barnet skal tilknyttes.
Efter cirka 3 måneder afholdes endnu en samtale, hvor der gives gensidig tilbagemelding på opstarten i Østerladen, barnets trivsel og 3 års sprogvurdering.
Samarbejde og sammenhæng med dagplejen skaber genkendelighed for barnet
Østerladens samarbejde og sammenhæng til dagplejen tager udgangspunkt i ”Den gode overgang – fra dagpleje og vuggestue til børnehave”. På baggrund af denne har vi i vores dagtilbud udarbejdet en samarbejdsaftale i et tæt samarbejde med dagplejepædagogerne med konkrete tiltag i forhold til et barns overgang fra dagpleje til børnehave.
Inden opstarten kommer dagplejen gerne på besøg, så barnet får kendskab til børnehaven.