Nærvær skaber tryghed
I Østerladen vægter vi nærværet i barn-voksenrelationen, hvor der skal være rum og plads til at kunne fordybe sig med den enkelte, men også drage omsorg for de børn, der har det svært eller behov for at blive trøstet. Vi arbejder i høj grad med børns følelser og har som fokus, at det enkelte barn skal føle sig set, hørt og mødt i deres udfordringer og derved ikke føle sig forkert.
Vi arbejder ofte i grupper, som mini, mellem og førskolegruppen, og her har vi som fokus, at børnene får dannet respekt for den enkelte, men også for gruppen som helhed. Det skal være medvirkende til at få skabt en fællesskabsfølelse, men også give børnene tryghed og et tilhørsforhold.
Udeliv giver kompetente børn
Vi tilstræber os på at være meget ude, idet børnene har rum til fysisk udfoldelse og plads til at opleve friheden til at blive kompetente i deres egen udvikling. Vi arbejder ud fra den devise ”hellere hul i hovedet end hul i udviklingen” og med det sagt, får børnene lov til at klatre op i træerne og få jord under neglene.
Vi har også stor glæde af vores nærmiljø, hvor der er fjord, hav, bunkere, shelter, skov og et dejligt stisystem i naturen. Derudover har vi dyrehold bestående af geder og høns, hvor børnene aktivt deltager i den daglige pasning.
Dannelse og demokrati kræver øvelse
For at give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati og dannelse, arbejder vi med børns selvstændighed og evner til at indgå aktivt i forpligtende fællesskaber. Det gør vi bl.a. ved at se børn som kompetente, tage udgangspunkt i deres ressourcer, tage børns udsagn alvorligt og være nærværende og aktivt lyttende og ved at anerkende og have fokus på det, de er optaget af. Samtidig øver børnene sig blandt andet i at lytte til andre, vente på tur og udvise større accept af forskelligheder.
Fakta om Østerladen
Vi er i Østerladen normeret til 30 børn i alderen 3-6 år, men med udgangspunkt i Aalborg kommunes vippenormering på 10 %.
Østerladen er er beliggende i et stort naturskønt område med fjordudsigt. Vores legeplads er over 7000 m2 og rummer både stald, lade og dyrefold. Udover forskellige legeredskaber, træbevoksning, bålsted, græsarealer og køkkenhaver, har vi dyrehold med geder og høns, som børn og forældre er en del af at passe. Vi er dagligt på legepladsen og tilstræber at etablere læringsmiljøer ude.
I Østerladen har forældre og personale et fælles ansvar for at udvikle et godt samarbejde med henblik på at skabe en helhed i børnenes liv. Vi skal sammen sørge for, at børnenes trivsel, dannelse, udvikling og læring på bedst mulig måde bliver tilgodeset. Sørge for, at de møder en kultur, der bygger på ligeværd, fællesskab og demokrati, og hvor barndommen kan gro og blomstre – så Østerladen er det sted, hvor det er trygt og lærerigt at være barn.
Man er altid velkommen til at komme og se vores institution efter aftale eller benytte vores legeplads uden for åbningstid.